· Mariagerfjord Kommune · 1 min read

Hobro Friplejehjem

Den gode hverdag betyder alt for os. Hverdagsglæden er i højsædet, for det er i hverdagen, man skal trives bedst…

Beliggenhed

Boligerne

Boligerne

Alle lejligheder er 2-rumsboliger og er indrettet ens. Lejligheden indeholder et te-køkken med vask og køleskab og mulighed for fx egen kaffemaskine - dette i åben forbindelse med stuen. Fra stuen er der udgang til egen terrasse. Soveværelset er rummeligt og med skabe. Bad og toilet er rummeligt med skabe og en kombi vaskemaskine/tørretumbler. 
Det er muligt at bo som ægtepar/ samlevende i lejligheden.
Lejligheden er på 50 kvm og derudover tillægges 26 kvm fællesareal, så det samlede lejemål udgør 76 kvm. 
Der er skabe i alle rum. Der er gulvvarme og Genvex i alle lejligheder. 
Der er TV stik og beboeren tilkøber selv eventuel TV pakke. Der er ikke mulighed for fastnet telefon, men anden løsning er mulig. 
Der er i alle lejligheder opsat skinnesystem, som kan tages i brug såfremt en beboer får brug for en lift. 
Indskud udgør kr. 38042,- (2024)
Husleje kr. 8352,00,-/mdr. (2024) Huslejen er forudbetalt
A conto vand, varme og el kr. ca. 600,- /mdr. Der laves en forbrugsopgørelse årligt og ved fraflytning.
Der kan søges boligstøtte via borger.dk. Det er vigtigt hurtigst muligt efter indflytning. Boligstøtten kan udgøre en væsentlig del af huslejen – alt efter formue. Har man brug for hjælp hertil, kan man få assistance i borgerservice.
Såfremt man har behov for det, kan man søge om lån til indskuddet hos egen kommune. Spørg på borgerservice.

Værelserne

Lejligheden kan nemt indrettes som en opholdsstue med en sofa og/eller lænestole og der vil oftest være plads til et mindre spisebord, samt opbevaring. Der kommer godt med lys ind af havedør og tagvindue.
 
Soveværelset er rummeligt og er der kun behov for én seng, så er der plads til yderligere opbevaring. To senge kan stå samlet eller hver for sig.
 
Badeværelset er rummeligt med god plads omkring vask og toilet. Der er plads til et mindre opbevaringsmøbel og evt. et lille tørrestativ.

Omgivelserne

Hobro Friplejehjem ligger på Kirketerp - et nyt spændende, visionært område i Hobro Nord, som er under udbygning. 
Området huser aktuelt almene lejeboliger og der er andre boligområder i støbeskeen.
For mange år siden var her også liv og landsby indtil pesten kom i 1300-tallet. Da husede området en stor landsby med egen kirke. De seneste udgravninger har vist, at der var 2.000 grave omkring den gamle kirkeruin.
Vores udearealer er indrettet med haveanlæg og stisystemer, så det er let at færdes. Vi har hushold med høns og geder, som vi er fælles om at passe i dagligdagen.  
Vi har en indre gårdhave med en overdækket terrasse, som vi særligt har glæde af om sommeren. Her er et lille guldfiskebassin. 
Nu er Kirketerp igen fuld af liv - ikke mindst med vores friplejehjem i de dejligste grønne omgivelser.

Andet

Du modtager din lejekontrakt hurtigst muligt. Her fremgår en tydeligt vejledning til indbetaling af indskud og den første husleje.
Så snart du har modtaget lejekontrakten, kan du bruge data herfra til din ansøgning til boligstøtte ligesom Udbetaling Danmark kan trække data om din lejlighed . Det er vigtigt, at du hurtigst muligt får ansøgt. Boligstøtten kan ofte udgøre en stor andel af den samlede husleje. Du kan spørge ledelsen til råds.
Indskuddet tilbagebetales som udgangspunkt, hvis der kun er tale om forventelige istandsættelse efter fraflytning. Ved skader eller misvedligeholdelse bliver den nødvendige istandsættelse afkrævet via indskud.
Har du brug for hjælp til at betale indskud, så kan du anmode din kommune om et lån hertil. Så udlægger kommunen beløbet og får det retur ved fraflytning.
Du kan betale din husleje – på lige fod med opkrævning for kosten – via en PBS aftale.
Forbrug af vand, varme og el opgøres årligt. Du betaler for forbrug i egen lejlighed og en procentvis del af fællesarealerne.

Om os

24
Antal boliger
-
Antal beboer
37
Antal medarbejdere
22
Antal fuldtidsansatte
3
Antal sygedage

Sociale forhold

Aktiviteter

Vi har en aktiv hverdag, som indeholder faste arrangementer i kalenderen, fx. stolegymnastik, bankospil, sangeftermiddage. Vi har fast gudstjeneste en gang om måned.
Vi følger årstiden og de traditionelle højtider og skaber traditioner herom.
Vi har udflugter ud af huset i vores egen bus – det kan være en tur ud i det blå, indkøbsture, seværdigheder osv. Nogle gange har vi madpakker med og andre gange er det arrangeret spisning på turen. Der er egenbetaling til bussen og restaurantbesøg, samt indgangsbilletter med mindre andet er aftalt.
Der er altid mulighed for at deltage i den daglige husførelse. Det kan være at hjælpe til med madlavningen, ordne vasketøj, dække borde eller vande blomster. Måske hjælpe til med at fodre vores dyr? 
Vi lægger stor vægt på at afholde arrangementer, hvor man kan deltage som pårørende og have nogle hyggelige timer sammen. 
Vi er altid åbne for besøg af de lokale daginstitutioner eller den lokale skole, som kommer hos os til forskellige arrangementer eller som en del af et skole/erhverv samarbejde. 
Vi har vores egen støtteforening – Støtteforeningen for Hobro Friplejehjem – som arrangerer og assisterer ved vores arrangementer. Vi har frivillige, som hjælper, hvor der er behov med praktisk arbejde eller ledsagelse. 
Vi har ansat en aktivitetsmedarbejder, som er her flere gange om ugen og arrangerer aktiviteter for grupper eller bruger tid sammen med den enkelte alt efter behov.

Relationer

Vi har en nær relation til vores beboere og i dagligdagen et tæt samvær. Det prioriterer vi meget højt!
Som medarbejdere er vi deltagende i hverdagen, så vi altid spiser sammen med vores beboere og holder pauser ude i det åbne fællesskab. Vi arbejder meget målrettet med at lære den enkelte beboer at kende, og er opsøgende omkring fortid og baggrund, så beboeren kan føle sig tryg ved, at vi kender ham og hans behov.
Vi arbejdet i ét stort team. Det betyder, at alle medarbejdere kender beboerne og omvendt får beboerne også et kendskab til, hvem vi er, så det er tryghed i kendte ansigter. 
Vi holder af hverdagsglæden, så her er altid plads til en gang sjov og ballade. Vi griner – og vi griner meget – hver eneste dag og oplever, hvordan det bringer alle sammen og kan hjælpe til at danne nye fællesskaber. Der er mange knus og kram i luften og kærlige drillerier.
Som medarbejdere har vi den samme betydningsfulde relation til vores beboere, uanset om man er pedel, sosu-hjælper eller leder. Vi tror på, at vi alle hver især kan bidrage med noget værdifuldt og gøre en forskel med vores kunnen og kompetencer.
Vi behandler vores beboere med ydmyghed, respekt og værdighed. Vi ser på det enkelte menneske og forsøger at understøtte, hvor vi kan, kompensere, hvor vi skal og tage over, når det er nødvendigt.
Vi har en meget høj trivsel blandt medarbejderne og denne trivsel afspejler sig i hverdagens overskud, tid, ro og kærlig omsorg

Pårørende

Vi vægter et godt samarbejde med pårørende enormt højt.
Et godt samarbejde betyder for os en gensidig respekt og anerkendelse af den pårørendes relation til beboeren og at der er åbenhed og tillid mellem os. Det er vigtigt for at kunne lykkes sammen. 
Vi anerkender, at man som pårørende har en indsigt og en viden, vi  som medarbejdere aldrig kommer i nærheden af, og som vi gerne tager imod og benytter i vores arbejde. På samme vis vil vi gerne dele vores viden og indsigt med de pårørende. Vi anser pårørende for at være beboerens vigtigste ressource.
Vi stræber efter en høj imødekommenhed og at man som pårørende altid føler sig mødt, hørt og set uanset hvem man henvender sig til. Vi understreger, at vi altid er tilgængelige og behjælpelige, hvor muligt og at vi gerne søger hjælp udefra, hvis det er nødvendigt. 
Vi stræber efter et højt informationsniveau, så vi kontakter pårørende ved behov og efter aftale med den enkelte beboer. Vi lægger vægt på, at der er klare aftaler omkring viderebringelse af information, herunder samtykke fra borger selv. Vi udgiver jævnligt nyhedsbreve og har informationsmateriale om hjemmet, som særligt kan være nyttig ved en indflytning. 
Vi ser pårørende som en vigtig del af vores hjem og som pårørende kan man være deltagende i mange af de aktiviteter, der foregår. Det er muligt at spise med efter aftale til hovedmåltiderne eller ved særlige højtider. 

Som ledelse lægger vi stor vægt på at kende de pårørende og være en del af dialogen vedrørende beboerne. Det er altid muligt at få en samtale, ligesom vi rækker ud, hvis vi ser, at der kan være behov herfor. 
Vi er medinddragende i den sidste tid og varetager denne opgave med særlig omhu og åbenhed.

Mad

Vi tilbereder selv det meste af maden i vores eget køkken. Vi serverer nylavet mad alle ugens dage. 
Vores køkken er i åben forbindelse med vores spisefaciliteter, så det er altid muligt at følge med i dagens madlavning og evt. give en hånd med. Vi har uddannet personale. 
Vi har to fælles spisefaciliteter. De fleste beboere spiser i fællesskabet, men man vælger selv, om man vil spise hjemme i lejligheden. Vi veksler mellem buffet og servering ved bordene. Vi spiser varm mad til frokost og til aften smørrebrød og gerne en lun ret. Personalet spiser med ved hovedmåltiderne. 
Vi følger årstiden og dens traditioner, men udfordrer også med nye og ukendte retter. 
Vi stræber på at mindske madspild og handler gerne lokalt. 
Køkkenpersonalet har en tæt dialog med plejepersonalet og centersygeplejersken og den ernæringsansvarlige omkring den enkelte beboers behov for kost og kostvaner. Vi har fokus på, at kosten er ernæringsmæssig korrekt og at der tages hensyn til specialbehov. Vi ser en korrekt kost som en vigtig del af beboerens trivsel. 
Der afholdes jævnligt møder mellem køkkenpersonalet og beboerne, hvor man gennem fælles dialog finder på nye ideer til madplaner og andre ønsker. 
Prisen for kostpakken følger den kommunale takst og udgør i 2024 kr. 4094,- 
Som pårørende er man velkommen til at spise med mod betaling. Kontakt køkkenpersonalet.

Medarbejdere ifølge selskabsstyrelsen

Pris

Indskud 38.042,00
Husleje 8352,00

Plejehjemsleder

Susanne Gerberg Madsen
[email protected]
+45 73 30 02 00

Adresse

Købmagergade 35
Hobro
9500

Kommune

Mariagerfjord Kommune
Tilbuddet selv

CVR & PNummer

37983241 - 1021755830